• Bjørn Vestergaard jagtede den store millioninvestering. Da han endelig fik den, takkede han nej

    المصدر: BDK Borsnyt / 13 أبريل 2025 12:03:49   America/New_York

    Bjørn Vestergaard var tættere på drømmen end nogensinde. Det var en forårsdag i 2022, og han var få skridt væk fra at sikre sig en millioninvestering i sit startup- firma. Men noget føltes forkert. I syv måneder havde han knoklet for at rejse investering i sit firma Podup. Han mødtes med investorerne i det indre København for at få de sidste brikker på plads og lukke aftalen. Dér bliver han ramt af en underlig fornemmelse, han ikke havde følt i årevis. »Jeg får sådan en knugen i maven. Jeg har kun prøvet at opleve det én gang før, og det var dengang, min mor kom hjem og fortalte mig, at hun og min far skulle skilles.« Siden har hans liv taget en drejning. Blev ramt af en erkendelse Berlingske har de seneste uger sat fokus på, om penge gør os lykkeligere. En ny rapport fra Realdania viser, at vores pengepung langt hen ad vejen har betydning for livskvaliteten. Det var Bjørn Vestergaard også overbevist om. I halvandet år arbejdede han fuldtid som iværksætter og jagtede den store millioninvestering, der ville skalere virksomheden til nye højder og blive en kæmpesucces. Men undervejs blev han »fartblind«, fortæller han selv. »Jeg fór vild i processen. Det taler ind i denne her Silicon Valley-, bro-hustle-myte, som handler om at gå all in, have fart på og få tingene til at ske,« erkender han og henviser til det succesfulde iværksættermiljø i Californien. Da han endelig fik investeringstilbuddet, indså han, at han var på vej ind i et arbejdsliv, som ikke ville gøre ham lykkelig. »Det var en erkendelse af, at jeg stod foran to forskellige liv.« Hvis Bjørn Vestergaard takkede ja til investeringen, ville han gå ned ad en vej, hvor han potentielt ville kunne tjene mange penge. Men beslutningen ville også »fastlåse« ham i flere år frem. Og han måtte se i øjnene, at det også ville påvirke familielivet. Virksomheden blev skabt med det formål at gøre det lettere for personer med en podcast at samarbejde med sponsorer og annoncører. En problemstilling, han selv var stødt på, da han på det tidspunkt drev podcasten »Rollemodellerne«, der har været en af landets mest lyttede erhvervspodcast. »Jeg oplevede personligt den smerte og den frustration, det var at lægge al sin energi og passion i at opbygge en podcastkanal, uden nogensinde at få en krone den anden vej,« siger han. Gav sig selv et løfte Bjørn Vestergaard sammenligner iværksætteri med »elitesport«. »Der er mange mennesker, der går så mange svære ting igennem i lange perioder, når de skal skabe en vækstrejse. Det er så hårdt.« Arbejdsopgaverne står i kø, og det kræver tit og ofte, at man som iværksætter satser alt, hvis man vil se sin virksomhed vækste, fortæller han. Samtidig er det i begyndelsen svært at udbetale løn til sig selv, og derfor er der en del økonomisk uvished forbundet med at starte virksomhed. Da han efter et længerevarende fertilitetsforløb på tre år endelig blev far, lovede han sig selv, at han ville skabe et arbejdsliv, hvor der også var tid og plads til familielivet. »Fordi vi har gennemgået de udfordringer, vi har i forhold til at få børn, så vil jeg aldrig være en fraværende far over for mine børn eller min hustru,« fortæller han. En opfordring til andre For at leve et liv i balance mellem arbejde og familie valgte Bjørn Vestergaard en anden vej. Det kom først bag på Bjørn Vestergaard, at det føltes forkert at takke ja til millioninvesteringen. »Det var jo det, vi havde arbejdet hen imod i lang tid for at få lukket. Det burde være en milepæl og en kæmpe succes. Men jeg sad med en intuitiv fornemmelse af, at det ikke var det rigtige.« Da han afslog investeringen, måtte han tage nogle af de »sværeste« samtaler i sit liv med sine partnere i firmaet. Men han har ikke fortrudt sin beslutning siden. Det kommer nemlig med en høj »mental pris« at jagte lykken på den anden side af målet. Og for Bjørn Vestergaard viste det sig, at lykken lå et helt andet sted. »Nu kan jeg være en nærværende husbond, og jeg kan være en nærværende forælder,« siger han. Han mærker det, når han spiser aftensmad med sin familie, eller når han hepper på sin søn til en fodboldkamp, fortæller han: »Så kan jeg være lige præcis i det øjeblik på en helt anden måde, end jeg oplevede, det var at være iværksætter.« I dag arbejder han fra 9 til 16 i en marketingstilling i transportvirksomheden DSV. Ved siden af driver han et andet startup på hobbyplan, som han fortæller, ikke er skabt for pengenes skyld. »Mit arbejdsliv nu er meget mere foreneligt med det arbejdsliv, jeg gerne vil have, end det nogensinde var før,« siger Bjørn Vestergaard. Når han reflekterer over sine erfaringer, har Bjørn Vestergaard en opfordring til andre, der stræber efter succes. Man skal »turde kigge indad« og definere sin egen form for succes, og ikke lade sig påvirke af omverdenen. »Jeg vil vove den påstand, at hvis du ikke formår at være lykkelig under dine nuværende omstændigheder, så hjælper det ikke at få mere magt, status eller penge. Det tror jeg ikke på.« https://www.berlingske.dk/vores-liv/bjoern-vestergaard-jagtede-den-store-millioninvestering-da-han-endelig
شارك على،